Siden 2022 er trawlfiskere i Kattegat blevet videoovervåget. Ifølge en rapport, som er udarbejdet af SDU, påvirker videoovervågningen fiskerne og viser bekymrende resultater for både deres trivsel og tillid til myndighederne.
Af Christoffer Løntoft Baun og Jacob Bjørneboe
Trawlen skal snart op af vandet. De første 5 timer, som Carsten Nordahl skulle sejle, er snart forbi, og om lidt bliver det hans tur til at slappe af. Makkeren, der indtil nu har ligget og sovet nedenunder, skal vækkes, så de kan komme i gang med arbejdet. Det er jomfruhummere, som Carsten og hans kutter er på jagt efter, men ofte ender andre dyr i nettet. Alt fra torsk til skarv bliver trukket op på båden, mens kameraet holder øje med hver en handling. Ud af ruden kan Carsten ane lyset fra kysten, men her på vandet er det mørkt. De fleste sover på denne tid af døgnet, men Carsten er vågen og kan se adskillige fuglearter, sæler og marsvin fra det lille styrehus på den blå fiskekutter. De arbejder fra eftermiddag til formiddag så små sorteringsfejl og registreringsfejl sker jævnligt ombord på kutteren og er næsten umulige at undgå:
“Det er det, der stresser de fleste. Hvis de ikke gør det ordentligt, så er der 5.000 i bøde. Men altså, du kan aldrig komme til at gøre det 100%”, siger Carsten Nordahl.
Forestil dig, du er tjener på en restaurant. Du går gennem restauranten med en bakke fyldt med drikkevarer til bord 12. På vej derned snubler du over en lille dørkarm og taber samtlige glas, som efterlader skår og væske ud over hele gulvet. Forestil dig, at den fejl kostede dig 5000 kroner i bøde, så du måtte gå hjem fra arbejde fattigere, end du mødte ind. Det er en virkelighed, som omkring 100 trawlfiskere i Kattegat risikerer hver dag. Én af dem er Carsten Nordahl, som til dagligt sejler ud fra Gilleleje havn.
Overvågning som sikkerhedsnet
Trawlfiskere i Kattegat skal have videoovervågning på sorteringsbåndet. Det blev vedtaget i 2022 for at føre kontrol med fangsten af torsk, som ikke kan undgås, når der fiskes efter jomfruhummer med trawl. Torsken er truet og bestanden er faldet med 90 procent de sidste 30 år. Trawlfiskere har en bifangstkvote, som betyder, at man kun må fange et bestemt antal kilo om året. Derfor har der tidligere været kultur for, at man kun tager de store fisk med ind på land for at få mest muligt ud af sin kvote. Man har derfor kastet de små overbord, for at de kan vokse sig store. I dag er man forpligtet til at tage al fangst med i land, også de små, fordi der skal føres kontrol med bestanden. Disse faktorer danner grundlag for, hvorfor fiskerne i dag er overvåget på deres arbejdsplads.
“Hvis prisen for fiskeriets overlevelse er at filme de fisk, der bliver fanget, og de hænder der sorterer dem, så synes jeg, at vi skal spytte i næven og sige, at det er en aftale” fortalte daværende fiskeriminister, Rasmus Prehn til TV2 Nord i 2022.
Kravene kommer med en række meromkostninger, der gør det svært at tjene penge. Derudover er der en række menneskelige omkostninger.
Ifølge en rapport, der skal kortlægge arbejdsmiljøet blandt trawlfiskere i Kattegat, skaber det hos næsten ni ud af ti fiskere arbejdsrelateret stress. Syv ud af ti fiskere mener, at kameraerne er direkte skyld i mistrivsel på jobbet.
Fiskernes rygmærke
Carsten er en af de fiskere, som føler sig stresset og presset over kameraet. Den stress blev kun udbygget, da han blev truet med bøder, hvis en fejl sker på båden. Den konstante utryghed ved at lave en fejl og mistilliden fra regeringen påvirker ham. Men mistilliden undrer Carsten, fordi han ikke har intentioner om at ødelægge erhvervet. Det er jo fiskene, som giver Carsten smør på brødet:
“Jeg ved godt, der bliver sagt, at trawleren pløjer i bund. Hvis jeg sætter trawleren helt ned i havbunden, så kommer jeg kun til at fange skaller, skidt og lort. Vi lever jo ikke for at udrydde den sidste fisk, vi lever jo for at vi skal leve af det.
Carsten føler, at der er mange efter ham. Når han er iført de blå fisker overalls, oplever han, at folk kigger skævt på ham. Carsten føler, at overvågningen er med til at kriminalisere fiskerne:
“Jeg føler mig sådan set kriminel. Jeg føler, at jeg har et rygmærke på. Ikke engang rockere er overvåget 24/7.”
Følelsen af at være kriminel og at have folk efter ham blev også kun forstærket, da Greenpeace invaderede hans båd for over ti år siden. En sommernat i 2010, hvor Carsten lå og sov, brød en aktivist fra Greenpeace ind på fem kuttere i Gilleleje havn. Aktivisten krænkede ejendomsretten ved at sætte GPS på fiskekutterne med henblik på at bevise, at fiskerne spredte deres net i fredede områder i Kattegat, hvor den truede torskebestand lever. Det blev opdaget af Carsten et par dage efter, og sagen blev meldt til politiet. Aktivisten blev idømt 15 dagbøder á 150 kroner. Carsten synes ikke, at der er balance i bøden til aktivisten sammenlignet med de bøder, som fiskerne kan risikere at få:
“Hvis vi laver en tastefejl eller lignede, så får vi en bøde på 5000 kroner. Hvor personen, som lavede det her indbrud, slap med det halve i bøde. Det er der ikke balance i.”
Gensidig mistillid
Fiskerne oplever at blive mødt med mistillid og skepsis. Tal fra undersøgelsen viser, at ni ud af ti oplever kameraerne som et tegn viser manglende tillid fra myndighedernes side. Undersøgelsen viser desuden, at skepsissen er gensidig. Syv ud af ti af fiskerne peger på, at de ikke stoler på de udmeldinger, der kommer fra myndighederne. De mener, at hele deres erhverv er blevet mistænkeliggjort på en falsk præmis. Bifangstkvoten på torsk, som er det maksimale, man må fange, bliver slet ikke opfisket, og derfor mener fiskerne, som er repræsenteret i studiet, at overvågningen både er urimelig og unødvendig:
“De peger på, at elektronisk overvågning andre steder er sat op for at beskytte medarbejderne, men i fiskeriet er installeret for at overvåge deres arbejde” siger Eva Roth, som er lektor ved syddansk universitet og har udarbejdet rapporten omkring fiskernes arbejdsmiljø.
Håbets anker
Tilbage på havnen er klokken blevet 10 og Carsten står i sine blå overalls og gør status over dagens fangst, mens han tænker over, hvad fremtiden bringer. Det har været en god fangst, som har bestået af en masse jomfruhummere, men det er dog også blevet til nogle ‘undermålstorsk’, som Carsten kalder dem. Det har aldrig været en mulighed for Carsten at lave andet. Han har brugt hele sit voksne liv på båden. Hans far var fisker, og Carsten begyndte selv på båden i 1992, da hans far kom til skade med benet. Han har haft sin daglige gang på havnen siden han var fire. Han begyndte at fiske på en jolle, da han var ni år, og efter folkeskolen begyndte han på en filetfabrik. Det er derfor mere end blot et arbejde for Carsten. Det er en livsstil, der ikke er bygget til alle:
“Min kones far og storebror var fiskere, så hun vidste godt, hvad hun gik ind til. Men det har ikke været tilfældet for nogle af de unge mennesker, som jeg har haft med på båden. Deres kærester kan ikke forstå, at de ikke er hjemme klokken 16.”
Nu har Carsten selv en søn, som snart skal ud på arbejdsmarkedet. Han ønsker at gå i sin fars fodspor. Han er begyndt at være skoletræt, og han har problemer i skolen, præcis ligesom Carsten for over 30 år siden. Erhvervet har ændret sig meget. Der er kommet flere regler og færre fiskere i farvandet:
“Jeg vil hverken anbefale eller fraråde min søn det. Det er hans eget valg, og jeg vil støtte ham, uanset hvad han vælger. For at være fisker, skal man virkelig ville det.”
Carsten oplever regeringens tiltag som en måde at slå erhvervet ihjel. Han føler, at overvågningen er en måde at give fiskerne så svære arbejdsbetingelser, at de til sidst hænger overallsene på hylden. Han har oplevet sabotage og nedværdigende blikke, mens myndighederne presser love og krav ned over hans erhverv. Det påvirker ham, men han finder sig i det og accepterer, at nye tider fører nye ting med sig. Han har tænkt sig at holde samme kurs så længe det er muligt, da fiskeriet er meget mere end bare et arbejde for Carsten:
“Jeg har aldrig lavet andet, så hvad fanden skal jeg? Jeg har været på havnen siden jeg var fire.”
Fangsten er sorteret og den lange arbejdsdag lakker mod enden. Det eneste, som Carsten nu har på programmet, er at hoppe på cyklen og trille de små fem minutter hjem til familien. Efter en 18-timers lang arbejdsdag så er en lur tiltrængt inden, at han skal gøre det hele igen.